Marseille
Duftene er intense og samtidigt friske - kærligt
imødekommende,
farverne overvældende og betagende som Marc Chagall’s palet.
Der er en overflod på markedet af smukke og vidunderlige
næringsmidler,
og sælgerne råber, flirter, ler og synger – alt for at lokke
til handel og samtale.
På en bænk midt i vrimlen sidder du - med et lille smil på
dine perfekte læber, et lidt fjernt blik i de smukke grønne øjne og brune
krøller, der bevægede sig lidt i vinden - .
Livet bobler og du er dér – og du er der også ikke.
Men du griber min hånd - vi vandrer sammen og i tankerne mod
havnen.
Sansninger på en
morgen i Marseille
Dit åndedræt kan næppe høres. Konturerne af din krop viser
sig i bløde kurver under det fnuglette lagen - som en hemmelig fortælling om
livet og om nattens begivenheder.
Din hvælvede brystkasse bevæger sig roligt - op og ned. De tætte, lange og mørke øjenvipper
krummer sig stolt op imod din ubekymrede pandes hvælving på hver sin side af
din lige og karakteristiske næse.
Skønhed & stilhed!
Men jeg ved i nuet, at øjeblikket er for smukt til et
fotografi og for kort til et maleri.
Smilet, som hilste mig godnat, er fortsat om dine smukke,
fløjlsbløde og generøse læber. At blive budt velkommen til en ny dag på denne
måde fylder mig med glæde og taknemmelighed!
Duften af i går er fortsat i din olivenfarvede hud og de
gyldne lokker, der reflekterer morgenlyset, som strømmer varmt og længselsfuldt
gennem værelsets store vinduer, der åbner sig mod stilheden i den tidlige og
kølige morgen.
En ny dag er født – og ingen ved, hvad den vil med os. Men
om lidt rækker vi hinanden hånden og vandrer ufortrødent og frygtløst ud i
livet.
Refleksioner fra Café
van Gogh – Café le Nuit
Som en skjult beretning fra en tid, som var, mødtes vi af
lugten af brugt pastiche og en tung, men ikke alt for kostbar parfume, der
måske var frisket op flere gange, end vi ønskede at vide….
I skjul af dagen og det pittoreske forfald i okker, orange
og azur hang Pierre, Jules og Jean fortsat ud ved det slidte og lurvede bord,
som fortalte historien om Vincent, som muligvis havde fået sin pastiche og
kilde til inspiration netop dér?
At de tre ikke lige var kommet, fremgik med tydelighed af
mundvandet, der nægtede at forblive indenfor de sprukne læbers grænser, de
svømmende, røde øjne og et fransk med flere læspelyde end det bedste spanske.
Men Mdm Valentine var forsvundet – sikkert med Francois - ud i det nådesløse
sollys og måske til gentagelse af nattens sysler?
Den sorte, stærke og livgivende kaffe forenede sig med
kroppens fylde og trængte sig vej til de yderste grænser – et veltilfreds suk
og et ”mon Dieu” lød med din blide stemme som en nænsom og kærlig hilsen, der
farvede øjeblikket og gav stemningen ro.
Langsomt åbnede dine smukke grønne øjne sig atter - og vi
fandt hinanden dér, hvor ingen stank, tarvelighed eller fattigdom kunne nå os –
tiden stod stille i rummet mellem vore blikke.
La Nuit
Dine højlydte ord: ” Mama! Ne le faites pas! Pas ça!” råbt
ud som i stor smerte, rædsel, afmagt og fortvivlelse vækkede mig voldsomt og
uventet. Det smertelige og forandrede udtryk i dit ellers så rolige og smukke
ansigt, pulsen, der hamrede nådesløst hastigt, perler af sved på din hvælvede
og normalt ubekymrede pande ramte mit hjerte. Ordene gentog du – to, tre, fire
gange – med intensitet og stor styrke! Uden at forlade den livgivende søvn, der
lige nu voldte dig mere skærende smerte end gavn.
Kys på din pande – en arm om din smidige, stærke og varme
krop – et ”Pie Jesu” nænsomt og lavmælt nynnet med den smårustne og søvndrukne
stemme i dit øres konkylie. Langsomt, langsomt og i al ubemærkethed blev du
mere rolig, dit hjerteslag mindre hørligt, og fred kom over dit smukke,
markerede ansigt i lyset fra månens og gadelampens svage og diffuse skær.
Den sagte og svage vind fra Rhône trænger sig stille gennem
rummets åbne vinduer fra balkonen og bevæger de hvide, fnuglette gardiner som
en lysende engel på besøg, hvor han mest var ønsket. Vindens tempo forenede sig
med din nu rolige vejrtrækning og atter fredfyldte ansigt – tilbage var kun
duften af angst, oliven og din cologne – for ikke at tale om alle de spørgsmål,
der lokkede med at blive stillet. Om de engang vil blive det, vil vinden fra
Rhône, lyset fra månen eller tidens fylde måske fortælle?
Lige da gled jeg over i søvnens fortryllende land med dufte,
kys, vind og varme som rejsefæller i min krop, sjæl og mit sanselige, ensomme
selv.
Om lidt vågner Avignon – og alting er måske næsten som før?
Det er nok vindens, lysets eller tidens svar, der må afgøre det…… Je ne sais
pas! Et dans ce moment il n'est pas d'importance.
A bientôt Avignon
Da søvnens favntag slap sit greb i mig, mærkede jeg i stedet
dit – nænsomt og blidt lå din arm om min midje, din krops varme duft af natten
og svage noter af din velkendte cologne fangede min næses hvælvinger.
Mine øjne – fortsat lukkede for at kunne indfange dine
uendeligt bløde læbers berøring og dine fingres beroligende strejf over min
krøllede pande med aftryk af livet og dets mange begivenheder. Vore
vejrtrækninger i takt – uhørlige, men som en brise fra floden og bjergene –
rolige, nødvendige, livgivende.
Dit intense og klare blik – de grønne øjne at fare vild i -
som en løvskov ved sommertide – lyste skælmsk og hilste ordløst godmorgen. I
det blik stod tiden stille mellem vore øjne - og alt var blot livets fylde,
fryd og farve.
Hver celle i kroppen vågnede ved duften, varmen og smagen af
den sorte kaffes velsignelse, og den sidste ydre rest af nattens hændelser
forsvandt under vandets forfriskende strøm.
I den kølige og tørre morgenluft ude i gadens rum, hvor
solen, der også var ved at få liv, farvede den endnu sovende bys huse lyserøde,
stod vi stille, ydmyge og opfyldte. Din fremstrakte hånd inviterede til et: vil
du med ud i Verden og hjem over bjergene? Min hånd i din takkede vemodigt JA!